• Nyhedsbrev

    Tilmeld dig til nyhedsbrev her
    Din email
    Skriv din mail adresse før du sender

Nyhedsbrev Oktober 2007

31-10-2007

SIDSTE NYT

SAS får også Fast Track i Gardermoen lufthavn

Først kom København, siden Stockholm og nu også Oslo med bedre muligheder for SAS servicekunder at komme hurtigt gennem lufthavnens sikkerhedskøer.
Uanset de mange anstrengelser som lufthavnene gør for at få business kunder hurtigt igennem til flyene, er der problemer. Derfor har SAS taget sagen i egen hånd og indfører Fast Track for business-og bonuskunder. Ikke nogen billig løsning, men et klart konkurrenceparameter.

Først kom København, så Arlanda i Stockholm og nu også Gardermoen i Oslo. I går sagde koncernchef i SAS på et møde i Norwegian Business Travel Association i Oslo, ifølge boarding. no., at SAS har indgået en aftale med Oslo Lufthavn om en Fast Track. Det fik han bifald for.

'Vi arbejder på den samme løsning for mindst fem lufthavne i Europa, ' tilføjede Mats Jansson.

SAS præciserer deres regler om omskrivning!

Vi har tidligere gjort opmærksom på at SAS fremover accepterer at vi kan ændre billetter mod gebyr til SAS og os. Det vil sige at man kan ændre sine billetter mod disse gebyrer og købe sig op til en dyrere billet, hvis der ikke er plads til samme pris som oprindeligt bestilt.

Vi har fået opfattelsen af, at det var til alle klasser, men SAS har nu præciseret at det er inden for samme klasser for eksempel turistklasse for sig, og economy flex og business for sig.

Det er dog stadig en fordel at bestille billetter så tidligt som muligt som vore eksempler fra sidste nyhedsbrev dokumenterede. Med mindre man ændrer meget vil det i det lange løb kunne betale sig at ændre de få gange det er nødvendigt.

NYT FRA VORE LEVERANDØRER

Cimber Air øger mellem Billund og München

Cimber Air flyver fra 28. oktober tirsdag, onsdag og torsdag en ekstra daglig rundtur og kommer dermed op på tre rundture disse tre dage.
”Vi har oplevet en pæn stigning i efterspørgslen på Billund-München, og at faste kunder ikke kunne få plads. Derfor benytter vi nu vor sidste ledige kapacitet i Billund til middagsrundture på Billund-München tirsdag, onsdag og torsdag,” siger salgs- og marketingchef i Cimber Air, Bjarne Rasmussen

I dag flyver Cimber en morgen- og aftenafgang på hverdage samt en tur lørdag og søndag på ruten.

Fra vinterprogrammet åbner Cimber i oktober to nye ruter fra København, til Prag og Lyon.

Cimber Air øger også indenrigsflyvninger

Flere fly-pendlere mellem Rønne og København giver flere daglige afgange
Cimber Air udvider fra og med 8. oktober antallet af afgange på ruten mellem Rønne og København, hvor der udvides med en daglig returflyvning mandag til fredag, så man kommer op på syv daglige flyvninger.
”Vi har det seneste år oplevet en markant stigning i efterspørgslen og har oplevet, at måtte skuffe faste kunder, ikke mindst pendlere der ikke har kunnet få plads”, siger salgs- og marketingchef i Cimber Air, Bjarne Rasmussen.
Forudsætningen er dog at noget af den efterspørgsel, der er på de mest eftertragtede afgange, flytter over på de nye afgange, som går fra København kl. 12.00 og retur fra Rønne kl. 13.00.
Også på ruterne fra Sønderborg og Aalborg sker der udvidelser. Fra Sønderborg til København udvides med en daglig returflyvning og fra Aalborg, hvor der har været en passagerfremgang på 71%, udvides med to daglige returflyvninger – heraf en tidlig morgenafgang.

Direkte fra Manhattan til København!

Continental Airlines med spændende tilbud til forretningsrejsende til New York.
Hvis man rejser på business class med Continental fra København til New York, kan man nu flyve videre med helikopter fra Newark Lufthavn ind til Manhattan på otte minutter, med i billetprisen.
Tilbuddet gælder for alle, der rejser på Business First, serviceklasse J og D fra en af de 29 byer i de 16 lande, som Continental flyver fra.
Helikopteren er kun otte minutter om turen, og man kan vælge Downtown Manhattan ved Wall Street eller East 34th Street, hvor også TWA`s helikopter i sin tid landede fra JFK.
Bagagen kan checkes hele vejen, og når man igen skal hjem til København checkes in ved helikopterplatformen, og passagererne ankommer direkte i afgangsområdet i Newark.

Air France-KLM øger på Billund!

Især på morgenafgange får jyske kunder fordel af den øgede kapacitet hos Air France-KLM fra Billund Lufthavn
”Vi er meget stolte af den betydelige kapacitetsforøgelse. Det er en væsentlig forbedring for de af vores passagerer, der rejser fra Billund”, siger Hervé Kozar, country manager for Air France-KLM Denmark.

Den øgede kapacitet på Billund-ruten er et svar på den hurtigt voksende aktivitet på det jyske marked. Billund-ruten har lige fra begyndelsen været en succes. Den blev lanceret i marts 2006 med tre daglige afgange. En fjerde afgang blev tilføjet allerede i oktober 2006.
Kapacitetsforøgelsen muliggøres af en opgradering af tre ud af fire fly på Billund-ruten. Tre af Fokker-flyene skiftes ud med Boeing 737-300/400. Det har især positiv indflydelse på morgenafgangen ud af Billund.
”Vi er meget tilfredse med aktiviteten i Billund, som gør det muligt at øge vores kapacitet endnu mere. Rejsende fra Jylland har nu bedre mulighed for at opnå forbindelser fra Schiphol Lufthavn. Billund er blandt vores strategiske prioriteter. Ved at øge vores kapacitet imødekommer vi bedre vores jyske kunders behov og øger deres adgang til gruppens verdensomspændende netværk”, siger country manager for Air France-KLM Denmark, Hervé Kozar.

Slut med papirbilletter til flyet!

IATA har vedtaget at afskaffe papirbilletten helt fra juni næste år
Fra 1. juni 2008 er det – stort set – slut med at få udleveret en printet billet, når man skal flyve. Flyselskabernes organisation IATA, hvis medlemmer står for 94 % af al flytrafik i verden, har nemlig besluttet at afskaffe papirbilletten, som erstattes med den stadig mere udbredte elektroniske billet.
Allerede i dag rejser 84 % af alle flypassagerer på elektroniske billetter, og af de flyselskaber, som ikke er medlemmer af IATA har flere da også for længst introduceret det elektroniske billetsystem. Det gælder bl.a. lavprisselskaberne Ryanair og EasyJet.
Ifølge IATA vil besparelsen på helt at opgive de printede billetter være omkring 50 kr. pr. passager, og på verdensplan vil der skulle fældes hele 50.000 træer mindre, fordi der ikke skal printes flybilletter.