• Nyhedsbrev

    Tilmeld dig til nyhedsbrev her
    Din email
    Skriv din mail adresse før du sender

Nyhedsbrev Marts 2009

12-03-2009

SIDSTE NYT

SAS sender 650 000 flybilletter på udsalg.

Med salgsstart fra 06 marts og frem til 15 marts og rejseperiode fra 15. april og frem til 15. juni begynder et udsalg af rigtig mange sæder på rigtig mange ruter på SAS world wide. Priserne vil samtidig være attraktive. Priserne findes via Cyber Advanced og Basis eller kan oplyses via dit sædvanlige team.

Indrejse til USA.

Vi har tidligere oplyst om de nye indrejsebetingelser til USA. Her er kort opdatering:

  • Når du har registreret dig, gælder det i 2 år med mindre pas eller navn ændres.
  • Hvis man har visum eller opholdstilladelse til USA behøver man ikke at registrere sig.
  • Indtil videre skal man stadig udfylde en formular på flyet.

Hvis man har fået udstedt sit pas via en dansk ambassade i udlandet skal man stadig oplyse Danmark som udstedelsesland. Læs mere om ESTA og foretag registrering via nedenstående http://denmark.usembassy.gov/non-immigrant_visas/electronic-system-for-travel-authorization.html

Fra Vores verden

Vi inviterer til et spændende seminar onsdag den 25. marts 2009. Læs vedhæftede invitation og tilmeld dig via www.idraettensrejsebureau.dk og knappen tilmeld seminar. Husk de rejsende på, at vi har samlet alle links til flyselskaber, der tilbyder online check ind via knappen Online Check In på vores hjemmeside! Husk at du via book hotelknappen har adgang til DER hotels, der giver dig adgang til en verden af gode hotelpriser.

Hvis du vil vide mere så kontakt rejse@dk

 

NYT FRA VORE LEVERANDØRER

Cimber Sterling øger på London!

Stor efterspørgsel på ruten til London Gatwick får Cimber Sterling til at indsætte ekstra ind og udvide kapaciteten.Lige siden Cimber Sterling åbnede ruten mellem Billund og London Gatwick i november 2008, og København - London Gatwick januar 2009, har der været en støt stigende interesse for at rejse til den britiske hovedstad. ”Derfor har vi besluttet at udvide med en tidlig morgenafgang fra Billund - en afgang, som gør det muligt at lande i London kl. 7.35,” siger Bjarne Rasmussen, salgs- og marketingsdirektør i Cimber Sterling. Den nye morgenafgang fra Billund kl. 6.55 flyves fra 30. marts – alle hverdage i ugen med en CRJ-jet, med plads til 50 personer. Ud over den ekstra morgenafgang, vil Cimber Sterling tredoble pladskapaciteten på tre ugentlige aftenafgange mellem London og Billund ved at sætte en af de nyerhvervede Boeing 737 ind. ”For at imødekomme den store efterspørgsel efter pladser på aftenafgangene, indsætter vi en Boeing 737 med plads til 148 personer,” siger Bjarne Rasmussen.

Flere nye ruter til Københavns Lufthavn.

Fra sommerprogrammet og til sidst i maj åbner en række flyselskaber med Cimber Sterling i spidsen en stribe nye ruter fra Københavns Lufthavn. Mange af ruterne var dog før trafikeret af Sterling – men der er også nyheder som Pisa og Sarajevo. Her en opgørelse fra Københavns Lufthavn over de kommende måneders nye ruter. På selve skiftedagen mellem vinter- og sommerprogrammet, 29. marts, åbner Cimber Sterling fra København til Firenze (4 ugentlige fly), mens selskabet tre gange om ugen vil flyve til Venedig. Fra 31. marts får Cimber Sterling tre ugentlige fly til Napoli. Den 1. april åbner Cimber Sterling på Athen med to ugentlige afgange, mens det bosniske flyselskab BH Airlines to gange om ugen flyver fra Sarajevo. Dagen efter begynder Norwegian at flyve tre gange om ugen til polske Krakow – hvor selskabet har sin polske base. Og 4. april sætter Norwegian to gange om ugen kursen mod Pisa, mens Transavia fra 21. april får fire ugentlige fly til Kreta (Chania). 2. maj kommer de to næste nye sommerruter – begge fra Norwegian som en gang om ugen vil flyve til kroatiske Split og to gange om ugen til Kreta (Heraklion). 22. maj åbner Cimber Sterling på Split, det bliver til to afgange om ugen, samme dag åbner selskabet også på sydfranske Montpellier med ligeledes to ugentlige fly. Og fra 24. maj vil Cimber Sterling flyve en gang om ugen til Burgas ved den bulgarske Sortehavskyst. Alle Cimber Sterling-flyvningerne bliver med Boeing 737. Efter Sterlings konkurs er der plads til udvidelser og Ryanair fordobler på Stansted. Der lægges ud den 5. marts med fordobling af flyvningerne mellem Billund og Stansted – fra syv til 14 daglige flyvninger, som selskabet venter vil lokke 100.000 flere rejsende med Ryanair, skriver borsen.dk. Der arbejdes med yderligere flyveruter ud af Billund i det kommende år. Ryanair driver i forvejen otte ruter ud af Billund og har i 2008 haft omkring 440.000 passagerer. Den nye satsning rammer både SAS og Cimber Air. Cimber har netop offentliggjort sine planer om at indsætte Sterling-fly på ruten Billund-Gatwick og SAS arbejder hårdt på at reducere omkostninger, så man kan fortsætte som selvstændigt flyselskab. Norwegian åbner fra København til London med to daglige afgange.

29. marts udvider Norwegian sit rutenet og flyver to gange dagligt til Gatwick ved London, alle hverdage kl. 7.20 og 18. 00. Billetsalget starter i dag med billetpriser fra 299 kr. inkl. skatter og afgifter. Ruten beflyves med selskabets nye Boeing 737-800. Norwegian har nu 19 lavprisruter fra Danmark og planlægger yderligere ruter fra København til Rom og Barcelona samt en rute fra Aalborg til London.

ØVRIGE NYHEDER

Passagerernes rettigheder styrket.

Sammenslutningen af regionale flyselskaber, ERA, raser over EU-Domstolens afgørelse om, at tekniske problemer ikke fritager for at betale kompensation til passagererne ERA går hårdt i rette med EU-Domstolen, og opfordrer EU-kommissionen til hurtigt at gribe ind, så domstolsafgørelsen kan blive taget op til revision. EU-Domstolen afgjorde fornylig en sag, hvor en kvinde havde klaget over, at Alitalia nægtede hende kompensation for en aflyst flyafgang i 2005. Selskabet hævdede, at aflysningen skyldtes et 'komplekst teknisk problem', og at man vurderede dette problem som så ekstraordinært, at man var fritaget for at betale kompensation til de berørte rejsende. Men EU-retten ville det anderledes. I afgørelsen fra domstolen hedder det, at 'løsningen af et teknisk problem, som skyldes fejl i flyvedligeholdelsen, må anses for at være indeholdt i den normale udførelse af et flyselskabs aktiviteter, hvorfor tekniske problemer, som kommer frem i lyset under vedligeholdelsesarbejdet, ikke i sig selv udgør ekstraordinære omstændigheder'. Generaldirektør i ERA, Mike Ambrose, siger, at han er 'oprørt' over afgørelsen: ”Domstolens afgørelse påfører et unødvendigt kommercielt pres på crew for at gennemføre flyvninger, som sikkert overholder de gældende sikkerhedsforskrifter, men som, når alle andre omstændigheder tages i betragtning, er imod kaptajnens instinkter og erfaring i sikker flyvning”. Ambrose tilføjer, at dommen risikerer at underminere mange års fremskridt mod en forbedret sikkerhed i luften, og at EU-kommissionen omgående bør blande sig i domstolsafgørelsen.